torsdag den 17. november 2011

Social smørelse: sladder

Man oplever nok sjældent en leder, der opfordrer sine ansatte til at sladre om hinanden. Men måske burde de? Sladder kan nemlig være givende for arbejdspladsen.

Af Sophia Andersen

”Nu skal du bare høre…!” ”Nej, er det virkelig sandt?!”

Spørgsmålet om sandt eller falsk er mindre relevant, når det kommer til sladder. Sladder er ikke formidling af fakta – det er en fortolkning af en oplevelse eller noget, du har hørt. Først og fremmest er sladder en del af vores sociale liv.

Sladder er som udgangspunkt hverken positiv eller negativ – derimod har den både gode og dårlige sider. Det fortæller antropolog Perle Møhl, som har forsket i sladder, til ugebrevet A4 . Denne skelnen beskrives også af leksikon.org; ”Sladder anvendes oftest som nedsættende omtale af andre - en omtale der har til hensigt at skade”. Oftest. Men som der også står skrevet, anvendes begrebet også i forbindelse med ”samtale om løst og fast”. Og det er netop samtalen om løst og fast, der kan være positiv.

Ledere bør faktisk bruge sladder som et strategisk værktøj. Det mener lektor i HRM ved Syddansk Universitet, Jeanette Lemmergaard, som fortæller om sladder til Videnskab.dk. I stedet for at fastholde et unuanceret billede af sladder som udelukkende dårligt, bør ledere også tænke på sladderens gavnlige egenskaber. Den vigtige information i organisationen kommer ikke nødvendigvis via formelle møder og kommunikationskanaler. Ifølge Lemmergaards observationer får mellemledere nemlig nyttig viden om sine medarbejderes trivsel gennem samtalen om løst og fast ved eksempelvis kaffebordet eller i kopirummet. Således oplever mange mellemledere, at sladder kan bidrage til noget positivt. For en stor del af sladderen er nemlig arbejdsrelateret. Og det giver lederen mulighed for at bruge sladderen konstruktivt; at få brugbar viden om sine medarbejdere.

Hvad sladrer medarbejderne så helst om? På en top tre liste indtager sladderen om lederne førstepladsen. Det er altså det emne, de ansatte har mest at sige om. Den konstruktive leder, som hører noget om sig selv, kunne anvende oplysningerne som afsæt til selvrefleksion. Dernæst er kollegerne det emne, som medarbejderne beskæftiger sig mest med. Her er der primært tale om arbejdsrelateret sladder, fx om mødetider og kompetencer. På sidstepladsen placerer snakken om kollegers påklædning og familie sig.


Naturlig del af det sociale liv

Udover at der kan være fordele ved sladder for lederne, kan sladder også være til gavn for medarbejderne. Forstået på den måde, at sladder er med til at socialisere kolleger. For sladder er med til at opstille de sociale rammer, som vi agerer ud fra. På den måde bidrager sladderen til at etablere og opretholde usynlige sociale spilleregler, som vi ubevidst tilpasser os. Således er sladder med til at give ro og tryghed, idet vi får kendskab til, hvad man må, og hvad man ikke må i en specifik social ramme. Det er især nyttigt, hvis man er ny på arbejdspladsen.

Samtidigt kan sladderen bidrage til sammenhold på arbejdspladsen. For når man sladrer, opbygges der fortrolighed og tillid. Derfor plejes vores selvværd, når vi sladrer. Sladderen har sit afsæt i det nære og styrker derfor fællesskabet. At andre taler om os, giver os en følelse af at blive bekræftet – at vi eksisterer. Som psykolog Mette Holm skriver, er sladder med til at skabe vores identitet. Vi får respons på os selv som mennesker gennem andre – for vi kan jo ikke betragte os selv udefra. Når to mennesker sladrer, skabes der en tæt relation. Fortrolighed udveksles. Dermed opnår vi en oplevelse af samhørighed med et andet menneske, og dette styrker identitetsfølelsen. Endeligt er sladder opmærksomhedsskabende: når vi får opmærksomhed, bliver følelsen af at høre til i en sammenhæng styrket. Det giver os en oplevelse af tryghed.

Sladder kan også fungere som en sikkerhedsventil, som hindrer, at der kommer overtryk i organisationen. Medarbejderne får luft, når de sladrer. Så hvis de indre frustrationer får lov til at komme ud, undgår man at eksplodere.

Når vi sladrer, udveksler vi ikke mindst vigtig viden og informationer. Ifølge Møhl er 90 % af kommunikationen på en arbejdsplads uformel – i form af sladder. Derfor vil man gå glip af en hel del viden og indflydelse, hvis man vælger ikke at deltage i det snaksaglige selskab. Desuden kan sladrehanke faktisk betragtes som vidensdelere; for på deres vej rundt i organisationen overfører de viden mellem afdelinger, som måske ellers ikke har nogen direkte kommunikation med hinanden.

Sladder på arbejdspladsen er således ikke nødvendigvis et tegn på et dårligt arbejdsklima. Ifølge Møhl er sladder en del af livet – ja, så naturligt som at trække vejret. Uden sladderen ville vi gå rundt i sociale tomrum, uden forbindelse med andre mennesker. Den gode sladder er faktisk med til at binde arbejdspladsen sammen. Sladder er arbejdspladsens smørelse.


Sladr løs – til en vis grad

Sladderen har sine fordele, men den har bestemt også sine begrænsninger. Selvom den kan være gavnlig for både ledere og medarbejdere til at komme i besiddelse af ny viden om arbejdspladsen, må sladderen ikke gå ind og erstatte organisationens officielle informationskanaler. Ledelsen skal løbende orientere medarbejderne med reelle oplysninger om nye arbejdsforhold, så sladder om eksempelvis nedskæringer eller andre forandringer undgås. Sladder om sådanne forhold kan nemlig øge angsten blandt de ansatte.

Som Møhl fortæller, skal man passe på den ondsindede sladder, som har til hensigt at ødelægge eller genere andre. Ofte handler sladder ikke om, hvorvidt noget er rigtigt eller forkert – det handler snarere om at opnå magt og indflydelse. Hvis man fx synes, at ens kollega er en klaphat, kan man have en interesse i at sladre negativt om ham eller hende, fordi man synes, de øvrige kolleger burde synes ligeså. At finde balancen mellem videregivelse af information og opnåelse af noget kan være en udfordring, men den er værd at være opmærksom på. Og det er vigtigt, at ansatte og ledere har en klar definition af, hvad der ikke accepteres som sladder. Så sludderen om løst og fast ikke slår over i mobning og nedgørelse.

Et godt råd til ledere er ifølge Lemmergaard at indstille sig på, at sladderen er kommet for at blive. Den er en integreret del af det sociale liv på arbejdspladsen, og netop derfor kan det være en god idé at deltage i den.



Billede: Ambro / FreeDigitalPhotos.net



fredag den 11. november 2011

Ledelsesretorik – en hemmelighedsfuld affære

I selskab med retorikeren Jonas Gabrielsen tager e-LEDEREN her temperaturen på ledelsesretorik. Gabrielsen, som er lektor i retorik ved RUC, fortæller bl.a. om hemmelighedstendensen inden for ledelsesretorik, hvad retorik betyder i ledelse og giver ikke mindst nyttige råd til lederen, som vil arbejde strategisk med sin retorik.

Af Sophia Andersen


Hvordan står det til med ledelsesretorikken?

"Det er svært at sige over en kam. Men når der fx kommer en topleder, som sidder rigtig højt placeret og banker på min dør, sætter sig på min elevstol og spørger mig: "Hvordan kan vi snakke mere retorik?", så ser jeg det som en positiv vending. For der er rigtig mange ledere, som forstår, hvor centralt ledelsesretorik er. Ledere har forstået i 10, 20 år måske, at kommunikation er ledelse. Men det er ligesom stoppet med en særlig type kommunikation – typisk de nye medier. Mens den personlige kommunikation, der hvor lederen bruger sig selv i rummet – den har ikke været afdækket i samme grad. Det ser jeg som en ting, som i øjeblikket vinder meget voldsomt frem".

"Og så det, du egentlig spørger om – er lederne gode nok til det? Nej, der er plads til forbedringer. Men der er naturtalenter, ligesom der er det i den politiske verden og den akademiske verden. Men at arbejde med ledelsesretorik på et mere strategisk plan, det tror jeg stadigvæk, der er en lille smule berøringsangst for. Netop på grund af, at der er en meget vigtig ting, som er anderledes for ledere i forhold til andre faggrupper, fx jurister – nemlig deres troværdighed. Jo mere du bearbejder, jo mindre har man en følelse af, at du er troværdig. Og det kan hurtigt blive et problem for lederen".



Er det fordi man kan komme til at forbinde retorik med manipulation?

"Man kan i hvert fald komme til at forbinde den leder, som arbejder med sin retorik, som én der er beregnende og ikke er troværdig. Og det må vi væk fra. I dag er der jo ikke nogle, der stejler over spin i politik. Det, at man har en spindoktor, behøver man ikke at skjule. Den nye regering har sagt, "vi må have to", så det er ligesom blevet fuldstændig legitimt og integreret. Sådan er det ikke i ledelse i dag. Der er stadig en idé om, at lederen i langt højere grad selv producerer sin personlige kommunikation og i højere grad er autentisk ’on the spot’. Og det hæmmer selvfølgelig, at man i højere grad arbejder med, hvordan man faktisk bliver en dygtig taler. For det handler nemlig om at gøre det til en refleksiv handling og en strategisk handling. Ikke strategisk i den forstand, at man vil gøre noget ved nogen, som ikke er venligt eller godt, men at man overvejer, hvem er det, jeg taler til, hvornår, og ikke bare ’hvad har jeg på hjertet’. I det hele taget at vende det mod at være modtagerorienteret i stedet for at være afsenderorienteret. Samtidig er udfordringen ved ledelsesretorik, at den ikke må blive rendyrket modtagerorienteret. Den er hele tiden præget af en vekselvirkning mellem at være afsenderorienteret og modtagerorienteret.



Vil vi så se flere retorisk dygtige ledere i fremtiden?

"Der er allerede ledere, som er dygtige retorikere. Men man kan også diskutere, om det ikke i højere grad bliver et krav. Men problemet er også, at vi ikke kan se noget – for det er utroligt hemmeligt meget af det, der foregår derude. Man ser det, hvis man er en del af organisationen, ellers ikke. Det er meget hemmeligt. Og det tror jeg også, er noget af det, der kommer til at ændre sig. Vi nedbryder i dag sondringen intern-ekstern kommunikation. Det giver ikke rigtig mening at forestille sig at holde en tale, som kun er henvendt til den organisation, man er leder for.
Der vil ligge et politisk signal, og det vil ryge ud ligeså snart, du gør brug af moderne medier".



”Der kan være en blokering,
fordi retorik bliver opfattet som noget,
der handler om at manipulere og
pådutte folk meninger, uden de helt forstår,
hvorfor de skal mene det. Sådan vil en
retoriker jo ikke tænke det;
vi ser retorik som meningsskabende”.

- Jonas Gabrielsen

"I takt med globaliseringen flytter folk rundt, det vil sige, at man bliver nødt til at tage nye medier i brug. Det betyder også, at der kommer langt større risiko for lækage eller andre typer ting, og det betyder, at man bliver nødt til at tænke over, at talen hele tiden både skal kunne fungere i organisationen, men også uden for organisationen. Det kræver, at du bliver dygtig til det. At du ved, at hver gang du åbner munden, så er det faktisk noget, der skal kunne testes i den grad, at det skal kunne holde til også en offentlig vurdering og ikke bare en intern vurdering".

"Jeg tror også, der er kommet mere af, at man forstår, hvad det mundtlige kan. I stedet for, at man sender et nyhedsbrev, så kender jeg til flere virksomheder, hvor man faktisk arbejder med podcasting af lederen. Det har man gjort i flere år. Fordi man forstår, hvad det mundtlige rum kan, i forhold til det at få en skriftlig meddelelse. Jeg var med på sidelinjen hos en organisation, hvor der var store omstillinger på vej. Det, medarbejderne debatterede, var mindre det, der kom ud på skrift – det var, hvad de havde hørt lederen sige til forskellige møder og forsamlinger, der blev debatteret. Det var det, der var debatskabende i forhold til den forandringsproces, der stod foran dem. Det skal man skrive sig bag øret; det er ofte ikke det, der bliver skrevet – det er dét, der bliver sagt, folk diskuterer. Det er dér forandringen skabes. Og derfor er vi også nødt til at medtænke den personlige kommunikation i langt højere grad, når vi vil skabe forandringer".

"Talen rammer folk på en anden måde og det er det, talen altid har kunnet. Den spiller ikke på én streng, den spiller på mange. Der er en person bag hver tale, som er helt synlig, fordi han står der – eller hun står der. Der er en modtager – du kan ikke modtage noget uden at være et fysik menneske, der sidder i salen. Det vil sige alt det, der handler om følelser klinger med, når du lytter til en tale. Salens stemning klinger med. Alt, hvad der foregår i dit hoved og i din krop, klinger med i din forståelsesproces. Sådan er det ikke nødvendigvis, når vi læser. Så hvis du vil have fat i folk og have en eller anden type af nærvær – hvis du vil have folk til at forholde sig til noget – så er det faktisk lettere i det mundtlige rum, end det er i skriftlige sammenhænge. Det er personer, der henvender sig til hinanden, mere end det er anonyme budskaber, der mødes".



Hvad betyder retorik i ledelse?

"Det er meget sjovt, at mange ledere stejler, når du sætter ordet retorik og ledelse sammen. De har ikke en selvforståelse af, at det er det, de foretager sig. Der ligger noget manipulerende, noget påduttende i deres intuitive forståelse af retorikken. Der kan være en blokering, fordi retorik bliver opfattet som noget, der handler om at manipulere og pådutte folk meninger, uden de helt forstår, hvorfor de skal mene det. Sådan vil en retoriker jo ikke tænke det; vi ser retorik som meningsskabende. Det handler om at gøre de meninger, man kommer med, nærværende og forståelige for dem, man taler til. Altså igen det med at være modtagerorienteret".



"Jeg mener faktisk,
at man bliver en bedre
leder af at studere retorik”.

- Jonas Gabrielsen

"Det er da fint, at du stiller dig op som leder og kommer med nogle enorm store visioner og missioner, og så går du ind og lukker døren til dit kontor og håber på, at det forplanter sig ned gennem organisationen. Sådan virker verden ikke ifølge en retoriker. Der skal du faktisk være rede til – til et vist omfang selvfølgelig – at oversætte, konkretisere og relatere dine visioner til forskellige afdelinger og medarbejdere, der er i din organisation. Det er en retorisk øvelse. Det er kunsten at bruge eksempler, det er kunsten at relatere, det er kunsten at sætte noget ned i en helt konkret ramme. At gøre det relevant for folk. Det glemmer ledere ofte. Ledere befinder sig pr. definition på det generelle niveau. De leder ikke en afdeling eller et par medarbejdere – de leder alle afdelingerne og alle medarbejderne".

"Hvis man skal være rigtig hård, så tænker jeg, at enhver ledelsestale skal kunne mærkes af receptionisten, der sidder, når du kommer ind i virksomheden. Ham eller hende, der sidder der, skal også forstå, hvordan det, der bliver sagt, påvirker hendes praksis. Det er selvfølgelig et karikeret eksempel, men det siger noget om, hvor fundamentalt det er, at det er talerens, lederens ansvar at oversætte og gøre sine budskaber forståelige for dem, som lytter. Der har ledere (ligesom politikere har haft det i årevis, men de er blevet bedre til det, fordi de har fået spindoktorer) en idé om, at oversættelsesarbejdet ligger hos modtageren. Det er en retorisk kongstanke, at oversættelsen ligger hos taleren. Så det er også et mindset, der skal ændres. Det er dit ansvar at klargøre, hvad det er for nogle ting, som er relevante. Det er dit ansvar som leder at oversætte det til en verden, som man kan forholde sig til".



Hvilke retoriske udfordringer står ledere i dag overfor?

"De står over for den udfordring, at der stadig er en hemmelighedstendens i forhold til dét at træne sig kommunikativt. At det helst skal foregå lidt skjult, hvis man træner ledere i de retoriske kompetencer. Sådan bude det ikke være, for hvis man tænker det her som meningsskabende, så burde det jo bare være ligesom, at man i andre sammenhænge søger hjælp til at finde ud af, hvordan man gør noget på en effektiv måde. Mere end et spørgsmål om, at man skal gøre noget fordækt. Her ligger der en udfordring. Ligesom da man begyndte at snakke om spin – der var det noget meget uldent – et skældsord. I dag er det fuldstændig integreret i politik – det har det været længe, men man kan i dag uproblematisk snakke om det. Men i forhold til retorik i erhvervslivet er vi stadig langt fra den selvfølgelighed og åbenhed. Der findes masser af taleskrivere ude i det private erhvervsliv. Der findes masser af ledere, der søger hjælp hos professionelle folk – både retorikere, men også andre folk, der arbejder med gennemslagskraft. Men det er stadig noget, man går lidt stille med".

"Og så tænker jeg på en anden ting – jeg mener faktisk, at man bliver en bedre leder af at studere retorik. Fordi fx sådan noget med at tænke i eksempler, det er jo ikke bare et spørgsmål om en kommunikativ færdighed. Det er i virkeligheden også en generel træning i at bevæge sig mellem det generelle og det konkrete. Og det er ved Gud noget, alle bliver klogere af at kunne. Det at kunne forstå noget er grundlæggende at kunne bevæge sig mellem det generelle og det specifikke. Så det er en helt fundamental ting, man faktisk kan træne gennem at tænke i eksempler og andre af de retoriske virkemidler. Fordi ledere ellers har tilbøjelighed til at prioritere det abstrakte. Dét, at du dygtiggør dig til at kommunikere, gør dig til en bedre leder. Den græske retoriker Sokrates skriver, at det er de samme redskaber, vi bruger til at overveje ting, som vi bruger til at overtale andre. Så hvis du bliver god til at overtale andre, bliver du også god til at overveje noget i dit eget hoved. Dét, at arbejde med at vinkle og konkretisere eksempelvis, gør dig dygtigere til beslutningsprocesser. Ved at blive bedre til at kommunikere, bliver man forhåbentlig også bedre til at lede".



Afslutningsvis – hvilke retoriske råd vil du give dagens leder?

"Ledere skal i langt højere grad forstå, at det at være en kompetent ledelsesretoriker ikke kun binder på deres stemme og deres krop. Det er der, hvor man tit starter, men man kan ikke stoppe her. Du får kraft og stemmemæssigt overskud ved at komme med et godt produkt. Det vil sige, det er en langt mere intellektuel aktivitet at arbejde strategisk med taler og budskaber end bare et spørgsmål om kropslig performativitet. Den erkendelse er vigtig. Hvis du kommer med en tale, som er lækkert skruet sammen; idet, du har noget, du har lyst til at sige, så siger du det med større kraft, end hvis du har noget, der ikke er klart formuleret og gennemarbejdet. Så det er en god ting at tænke over, at krop og stemme kun er toppen af isbjerget. Også alle de lag, der ligger nedunder, må trænes".

"På det mere konkrete plan skal ledere blive dygtige til oversættelse – det betyder brug af konkrete elementer som eksempler og narrative fortællinger. Der har været en tendens til, at storytelling har været oppe i moderne ledelse – de sidste 10-20 år vil jeg tro – så i den forstand er det ikke nyt. Men der er det nye, at man i storytelling tænker eksempler som noget, hvor man eksemplificerer en værdi eller en forandring med faste historier, der kan gentages og benyttes igen og igen. I retorikken tænker vi konkrete eksempler, som noget, der er tilpasset lige præcis de personer, du snakker til her og nu. Det vil sige, at eksempler ændrer sig fra situation til situation. En story ændrer sig sjældent fra situation til situation. Så en situationel tænkning er også vigtigt. Det betyder også, at man ikke kun tænker i budskaber; man er også nødt til at tænke i situationer".

"Så synes jeg, man skal blive dygtigere til at tænke i forholdet mellem mundtlighed og skriftlighed. Man skal stille sig selv spørgsmålet hver gang, man stiller sig op og taler: hvad er det, jeg bruger talen til, som er særlig for talen? Kunne det, jeg siger, lige så godt siges i en mail eller et nyhedsbrev – for så hold det i nyhedsbrevet. Hvis ikke du kan finde den merværdi i forhold til at stille dig op og tale, så har du ikke lavet dit hjemmearbejde godt nok. Der skal være noget mere og andet i talen end et ønske om at videregive informationer. Vi ser mange taler, hvor folk lige så godt kunne have sendt et nyhedsbrev, fordi de reelt ikke udnytter talens muligheder. At få en større sensitivitet i forhold til mediet – om man taler, eller om man skriver. Det tror jeg kunne være utroligt nyttigt for mange ledere. Der er en forskel. Det er blevet sløret lidt med de nye medier, hvor vi bare snakker om kommunikation og om budskaber – vi er nødt til også at forstå, at der er stor forskel på, hvad for nogle måder vi kommunikerer på".

"Det at tale siger altid ligeså meget om taleren, som det siger om budskabet. Så hvis du har et budskab, du vil have igennem, som ikke handler om dig, ja, så skulle du måske skrive det. Hvis du er interesseret i selv at blive koblet på budskabet, så skulle du måske tale det. Det er jo to vidt forskellige ting. Du kan ikke rense et mundtligt budskab fra taleren. Du kan rense en tekst ret meget fra en afsender – i hvert fald i langt højere grad. Så det kan noget andet. Men der er selvfølgelig også noget, talen ikke kan – det er klart. Den er ikke god til at viderebringe store informationsmængder".